Husk, fremover skal du have en attribut, hvis du vil køre med de store, offentlige kunder

I sidste uge fortalte vi i Vognmandsnyt om, at TAXA nu indfører en ny attribut for kørsel med de store offentlige kunder. Det betyder, at du som vognmand skal tage stilling til, om dine vogne skal deltage i kørsel for de store offentlige kunder eller ej.

Hvis du ikke fik læst artiklen fra sidste uge, vil vi anbefale dig at gøre det, da du ellers vil kunne gå glip af mange ture. Du finder artiklen HER. Nedenunder kan du høre TAXAs bestyrelsesformand Palle Christensen fortælle, hvorfor bestyrelsen har valgt at indføre en ny attribut for kørsel med store offentlige kunder.

Alle vognmænd vil modtage tilmeldingsblanketten i starten af marts. I blanketten skal du som vognmand vælge om:

  • du ønsker IKKE at få tildelt ture for de store, offentlige kunder,
  • du kun ønsker at få tildelt ture fra de store offentlige kunder, når det er vognmanden selv, der sidder i vognen, eller
  • du ønsker at få tildelt ture fra de store offentlige kunder, når din vogn køres af ansatte chauffører.

Hvis du ønsker, at dine chauffører også skal kunne køre turene, skal du være opmærksom på, at når du underskriver blanketten, så skriver du som vognmand også under på, at dine chaufførers ansættelsesforhold overholder arbejdsklausulen og taxalovens §10.

Du skal senest have besluttet dig og sendt blanketten til TAXA den 1. april 2021, hvis du vil have del i turene for de store, offentlige kunder. I næste uges VognmandsNyt vil du kunne læse mere om blanketten, og hvordan du udfylder den korrekt.

TAXA indfører tilsyn med, om de vogne, der kører for de store, offentlige kunder, overholder §10

Vi skrev også i sidste Vognmandsnyt, at TAXA vil indføre et tilsyn med, om de vogne, der kører ture for de store, offentlige kunder, rent faktisk overholder taxalovens § 10.

Hvorfor nu det?

Fordi der er rigtig mange penge på spil for TAXA.

TAXA har indgået flere kontrakter med mange store, offentlige kunder, og vi forventer at indgå endnu flere i fremtiden. I alle de kontrakter, skriver TAXA under på, at når turene køres, så overholder vognene taxalovens § 10 – altså kravet om, at de ansatte chaufførers forhold følger én af de gængse overenskomster. Hvis TAXA bryder dette, bliver det meget dyrt. Alene for Region Hovedstaden kører TAXA flere hundrede ture i døgnet. Hvis for mange af  de ture køres i strid med reglerne, kan TAXA blive mødt med et erstatningskrav, der kan slå TAXA ihjel. For erstatningskravet kan være flere tusindende kroner per enkel tur, hvor en chauffør har kørt kørslen uden at overholde kravene til løn/ansættelsesvilkår.

Det er derfor, vi nu både indfører en attribut og et tilsyn. Og det er derfor vores vognmænd skal skrive under på, at hvis man vil have turene, så skal man overholde reglerne.  Og det er derfor, TAXA nu indleder tilsyn med, at de vognmænd, der siger, de overholder reglerne, rent faktisk overholder dem.

Vi har simpelthen ikke råd til at lade være.

Derfor skal alle vognmænd, der ønsker at få ture for de store, offentlige kunder, skrive under på, at de accepterer, at TAXA fører tilsyn med, at vognene overholder § 10. Det gælder også for vognene i bestillingskontoret.

Hvordan vil tilsynet foregå?

TAXA har indgået en aftale med Accountor, som mange af vores vognmænd allerede kender, og som har stor erfaring med at hjælpe vognmænd med regnskaber, lønudbetaling osv.

Tilsynet kommer til at foregå på den måde, at Accountor kontakter den enkelte vognmand og får udleveret ansættelsespapirer, lønsedler mv. på vognmandens chauffører. Accountor vil så tjekke, at vognmanden overholder arbejdsklausulen. Gør man ikke det, lukkes der for ture for de store, offentlige kunder. Og, hvis der er tale om mere alvorlige overtrædelser, kan det føre til andre sanktioner. For når vi aftaler noget med hinanden, så overholder vi det. Og hvis en vognmand snyder med § 10, når der køres for store, offentlige kunder, bringer vognmanden hele kontrakten, som kan være på flere hundrede millioner kroner, i fare – og det vil gå ud over alle andre vognmænd i TAXA.

Er det ikke sådan lidt politi-agtigt?

Måske.

Men hvis det viser sig, at alle vores vognmænd overholder reglerne, så er der ikke behov for ret meget tilsyn. Og det er selvfølgelig det, vi håber på, er tilfældet.

Men hvis det viser sig, at der er vognmænd, som ikke overholder reglerne, selvom de har skrevet under på det, så er der behov for et tilsyn. For ellers risikerer TAXA meget store erstatningsbeløb fra de store, offentlige kunder.

Vi håber selvfølgelig, at de vognmænd, der har meldt sig, og som gerne vil køre turene, overholder reglerne. Sådan er det med overenskomstkrav, BAP-krav og alle andre krav. Men i dette tilfælde er vi nødt til at være sikre på, at reglerne overholdes. Alt andet er økonomisk uforsvarligt.

Relaterede artikler