Skal du have kundens cykel med på turen?

Vi har observeret, at politiet lige for tiden har særligt fokus på, at cykler på biler er monteret korrekt. I de seneste uger har flere vogne fået tildelt en bøde på 1500 kr. for at køre med cykel bag på bilen uden en 3. nummerplade.

I VognmandsNyt i uge 33 informerede vi derfor alle om, at det er vigtigt, at I investerer i en 3. nummerplade. Det afledte en masse spørgsmål, som vi vil forsøge at besvare samlet her.

Skal du have kundens cykel med på turen, er det vigtigt, at du er opmærksom på om cyklen eller cykelstativet, skjuler din bagerste nummerplade. Det er ulovligt at køre med en helt eller delvist tildækket nummerplade og lygter.

Hvis bagenden af vognen er fyldt med cykler eller andet, der dækker bare en enkelt af baglygterne, skal man investere i et cykelstativ, en lygtebom, en 3. nummerplade samt et strømudtag med syvpolet stik, hvis vognen ikke har et strømudtag i forvejen.

3. Nummerplade

Den 3. nummerplade koster 110 kr. Du kan selv vælge, om du vil hente nummerpladen i en motorekspedition eller have den tilsendt for 38 kr. i fragtgebyr. Den har en leveringstid på cirka 3 uger.

Du kan bestille nummerpladen i Motorregistret på SKAT.dk. Det gør du ved at,

  1. Log på TastSelv med NemID.
  2. Vælg Motorregistret.
  3. Klik på Plader, Bestil specialplader og Bestil 3. nummerplade.
  4. Gennemfør bestillingen.

Lygtebom

En lygtebom findes i mange forskellige størrelser og kvaliteter. Man skal være opmærksom på, at lygter og reflekser på lygtebommen overholder kravene til, hvor de skal være placeret på netop din vogn. Det er derfor som hovedregel bedre at købe en lygtebom, der er lidt for bred end en der er lidt for smal for at undgå bøder.

Kravene til lygtebom er, at bom og reflekser maksimalt må være 40 cm. fra bilens yderste kant. Dertil skal lygtebommen være ml. 35-90 cm. over vejbanen. Det er vigtigt, at lygtebommen kan fastgøres forsvarligt øverst og nederst, så den ikke “dasker” ved kørsel. Kontrollér altid om blinklyset virker, som det skal. For mange af de billige modeller, kan blinklyset blinke modsat af i forhold til det ønskede.

En lygtebom med syvpolet stik kan købes i: 

  • Harald Nyborg for 169 kr.*
  • Thansen fro 249 kr.*
  • FDM for 299 kr. ( 269 kr. for medlemmer)*
  • Biltema for 319 kr.

*Du skal være opmærksom på, at ikke alle priser har inkluderet spænderemme til at spænde cyklen fast med.

Syv polet strømudtag

Hvis din vogn ikke har et strømudtag, skal du sørge for at få monteret et til din lygtebom. Prisen for dette afhænger af, hvilken bil du har. Hos RTT er gennemsnitsprisen for installation af et syv polet-strømudtag på en Mercedes 3500 kr.

Det er dit eget ansvar, at du overholder alle færdselsregler, inklusiv synlig nummerpladen, når du kører med cykel.  Du skal derfor anskaffe dig en 3. nummerplade med rød skrift til at sætte på cykelholderen, så du overholder Færdselsloven. Hvis cykelholderen dækker for din nummerplade og du får en bøde, er det for egen regning.

Relaterede artikler