Forvirring over holde- og parkeringspladser ved Region Hovedstadens hospitaler

Vi har modtaget en henvendelse fra Region Hovedstaden omkring holde- og parkeringspladser for taxachauffører ved regionens hospitaler. Der har været flere episoder, hvor mange chauffører har været forvirret omkring de gældende regler for parkering. Mange af vores chauffører kommer nemlig til at holde ulovligt parkeret foran regionens hospitaler. Det drejer sig om ulovlig parkering på brand- og køreveje, parkeringspladser reserveret til regionens sygetransporter og parkering på pladser, som er til af- og påsætning af patienter og pårørende.

I stedet skal chaufførerne holde i de områder, der er dedikeret til taxaer – det vil sige i de tydelige markerede parkeringsbåse eller de optegnede taxabaner. Hvis du er i tvivl, så spørg parkeringsvagterne, der går rundt ved hospitalerne. De har før hjulpet jer med at finde ud af, hvor det er tilladt at holde. Og så holder man selvfølgelig kun der, hvor det er tilladt.

Det er vigtigt, at vores chauffører følger reglerne. På den måde undgår vores taxaer at være til gene for hospitalernes patienter, sygetransporter og andre med et ærinde på hospitalet. Derudover har regionen oplevet, at der nogle gange holder 6-8 vogne mere end, hvad der er plads til. Vi vil derfor minde jer om, at der ikke må holde flere taxaer foran hospitalerne end, der er plads til. Du må altså køre igen, hvis du ankommer ved et hospital, og der ikke er plads.

Regionen har også informeret os om, at der har været episoder, hvor taxachauffører ikke opfører sig ordentligt. Regionen har eksempler på episoder, hvor nogle chauffører ryger, tømmer askebægre og efterlader kaffekopper på hospitalets område. Vi håber selvfølgelig ikke, at der er tale om chauffører fra TAXA 4×35.

Men vi vil alligevel minde jer om, at det er vigtigt, at I opfører jer ordentligt, når I holder ved regionens hospitaler. Når chaufførerne ikke overholder de gængse regler, risikerer vi at efterlade regionen med det indtryk, at vores chauffører ikke respekterer regionens regler. Og det er slet ikke den standard, som TAXA ønsker at stå for.

Så hvis du ser en kollega, der virker forvirret over, hvor man må parkere, så hjælp ham med at forstå, hvordan reglerne er.

Relaterede artikler