Sådan påvirker coronakrisen TAXA 4x35

Coronakrisen gør stadig rigtig ondt på taxavognmændene. Der er kommet lidt mere gang i omsætningen i forhold til, da det så værst ud, men vi er pt. på noget, der minder om 20-25% af en normalomsætning.

TAXA er fra nogle vognmænd blevet konfronteret med det synspunkt, at mens vognmændene styrtbløder, så er det ”business as usual” i Vanløse.

Det er det ikke, men måske har vi været for dårlige til at kommunikere om de beslutninger og tiltag, der er taget i Vanløse, og hvad Coronakrisen betyder for TAXA.

Sådan påvirker coronakrisen TAXA 4x35 4

Danmark lukker ned

Straks efter nedlukningen af Danmark blev der lavet en plan, som sikrede, at Kundecentret kunne beskyttes mod smitte. Det skete ved at etablere 10 hjemmearbejdspladser med det nødvendige it- og telefonudstyr, mens nogle få har siddet i Vanløse. Alt med henblik på at sikre, at Kundecenteret ikke blev lagt ned af smitte. Den strategi har hidtil virket.

Samtidig var der behov for en juridisk afklaring af, om TAXA kunne anvende hjælpepakkerne fra regeringen.

Taxa og hjælpepakker

For mange år siden blev det besluttet, at alle ansatte i TAXA er ansat i Sammenslutningen TAXA 4×35.

Sammenslutningens eneste indtægter er pladsleje (modsat et Kørselskontor, der også har omsætningen i vognene som omsætning), og der er ikke en nedgang på over 30% i pladslejen, da alle vognmænd jo har en kontrakt vedrørende betaling af pladsleje for året.

Hvis Sammenslutningen TAXA 4×35 eftergiver pladslejen, så er dette tab selvpåført, og man kan derfor ikke søge regeringens hjælpepakker. Den samlede konklusion er således, at da TAXA ikke er organiseret som et kørselskontor, men som en sammenslutning, så kan der ikke søges om hjælpepakkerne.

Det betød desværre, at vi måtte reducere antallet af medarbejdere i Vanløse meget markant gennem opsigelser med mere, og således er der 20 medarbejdere som pr. 1. april ikke længere har deres daglige gang i Vanløse.

Økonomi

Det er blevet nævnt, at TAXA i denne Corona-situation bør sætte pladslejen ned for at hjælpe vognmændenes økonomi.

Hvis TAXA gør det, så er det ikke vognmændene i TAXA 4×35, der får glæde af det – det gør indirekte vores konkurrenter. Hvis vi sætter pladslejen ned, kan den indtægt, TAXA mister, som nævnt ikke dækkes af hjælpepakkerne. Dermed vil TAXA efter krisen stå med en svagere økonomi til at tage kampen op mod konkurrenterne. Hvis TAXA sætter pladslejen ned til 0 kr. i én måned, så koster det TAXA 5,6 mio. kr.

Fastholdes pladslejen derimod, bliver pengene i TAXAs kasse, og så vil vognmanden få refunderet op til 80 % svarende til 4.480 kr. af hjælpepakkerne ud af 5.600 kr. pladsleje, og vil selv skulle betale 1.120 kr./md.

Under og efter Corona

Strategien bag at fastholde pladslejen er, at det for vognmændene samlet set, og som ejere af TAXA, er vigtigt, at TAXA 4×35 har økonomi til at tage kampen op mod konkurrenterne efter krisen. At vognmanden betaler pladslejen og efterfølgende får dækket op til 80% af udgiften via hjælpepakkerne er en måde at sikre TAXAs fremtid bedst muligt.  Det kan der være mange synspunkter og argumenter omkring, men det er det, der er den korte udgave af den valgte strategi.

Til gengæld kan TAXA hjælpe vognmændene ved midlertidigt ikke at opkræve pladslejen ugentligt, men månedligt. Derfor er der ydet foreløbig 6 ugers kredit i håbet om, at der så er begyndt at komme penge fra statens hjælpepakker, og derfor holder vi lige nu skarpt øje med, om der er behov og mulighed for, at kreditten kan forlænges, hvis udbetalingerne fra staten lader vente på sig.

TAXA er ejet af vognmændene – vi er ikke en kapitalfond. De beslutninger, der træffes i TAXA prøver derfor hele tiden, at tilgodese vognmændenes samlede interesser bedst muligt. Hvis du synes, det tjener vognmændenes samlede interesser bedre, at gøre noget andet, eller hvis du synes, vi kan gøre det bedre, så vil vi altid gerne høre om det. Send en mail eller ring – ellers er det nogen gange rygtebørsen, der sætter dagsordenen. Rygter er tit baseret på forkerte fakta. Og rygter kan skabe en stemning af ”dem og os”. Det har vi ikke brug for. Vi har brug for at stå sammen og agere som den familie vi er: en vognmandsejet virksomhed.

Relaterede artikler