Konkurrencen om kunderne skærper til

Konkurrencen om kunderne skærper til 4
TAXA kæmper en kamp for kunderne, der forventer lavere og lavere priser.

I TAXA oplever vi i stigende grad, at konkurrencen om erhvervskunderne skærper til – særligt på grund af udviklingen på taximarkedet, hvor der er kommet flere vogne på gaden, samtidig med at erhvervskunderne stiller højere og højere krav til fastprisen i deres udbud. Det er noget, vi mærker hver dag. Især i vores salgsteam, som oftere og oftere kommer ud til kunder, der forventer lavere og lavere fastpriser. 

Seneste eksempel er Widex. En eksisterende kunde i Lynge, som ikke var helt tilfreds med vores fastpris.

Vi arbejder benhårdt for, at alle vores kunder er tilfredse, og vi er selvfølgelig ikke interesserede i at miste vores kunder. Derfor tog vores salgsteam straks affære og holdt et møde med dem, så vi kunne finde en løsning. Det resulterede i, at vi kom med et nyt tilbud til Widex. 

Imidlertid gik der ikke lang tid før Widex fortalte, at Dantaxi kunne give dem et tilbud med en 25-30 % lavere fastpris. Det vil sige, at Dantaxi tilbød kunden 100-150 kr. lavere pris pr. tur. Og det resulterede desværre i, at vi nu har mistet Widex til Dantaxi.

Eksemplet med Widex er langt fra et enkeltstående tilfælde. Det samme skete med advokatfirmaet Nord, hvor Dantaxi tilbød dem 10 % lavere fastpris.

Vi vil gerne give jer en forståelse af den hårde konkurrence, vi er oppe imod, når vi skal skaffe erhvervskunder til TAXA. Vi må erkende, at vi ikke længere kan vinde erhvervskunder kun på vores kvalitet og kundeservice. Prisen betyder mere og mere, og Dantaxi er utrolig aggressiv på denne. De tilbyder konstant så lave fastpriser, at vi ville få en underskudsforretning, hvis vores fastpriser lå på samme niveau.

Det er derfor, vi er begyndt at se på alternative løsninger og nye markeder, hvor vores vognmænd vil kunne tjene penge – og her er Flextrafik et af dem. Flextrafik er et godt fleksibelt supplement til den traditionelle taxakørsel. Meget af Flexkørsel ligger nemlig uden for myldretiden og i de tidsrum, hvor der ikke er meget gadekørsel. Flex Variabel er derfor en god basiskørsel, da den kan give en fast omsætning på de tidspunkter på dagen, hvor vognen ofte holder stille. Så selvom prisen ikke er lige så høj som ved taxakørsel, så er Flexkørslen fast, og man vil derfor være garanteret indtjening.

Relaterede artikler