Færdelsstyrelsen indleder tilsyn med ansættelsesvilkår april 2021

TAXA SYD har rettet hård kritik mod de nye konkurrerende vognmænd, der den seneste tid er dukket op omkring Odense.

TAXA SYD anfører i en skrivelse til Færdselsstyrelsen, at de oplever en adfærd og prissætning hos konkurrerende vognmænd og taxaselskaber, som indikerer, at reglerne i den nye taxilov ikke overholdes af alle på taximarkedet, herunder særligt taxilovens §10 om ansættelsesvilkår. De fremhæver bl.a., at de har haft kontakt med chauffører hos konkurrerende vognmænd, der bekræfter, at deres vilkår ikke lever op til de minimumsvilkår, som loven stiller krav om.

Ansættelsesvilkårene er ifølge TAXA SYD den dyreste post for vognmænd og taxaselskaber i forbindelse med driften. Det skyldes, at ansatte chauffører skal have lige så gode vilkår for bl.a. løn, arbejdstid, pension, opsigelse, ferie, sygdom og barsel som de vilkår, der er fastsat for samme arbejde i henhold til følgende kollektive landsdækkende overenskomster for fagområder omfattet af taxiloven.

TAXA SYD mener derfor, at der er behov for et effektivt tilsyn på området, således alle kan konkurrere på lige vilkår. De har derfor søgt om aktindsigt i Færdselsstyrelsens tilsyn.

I Færdselsstyrelsens svar til TAXA SYD, fremgår det, at  Færdselsstyrelsen først påbegynder et effektivt tilsyn med ansættelsesvilkårene for chauffører fra den 1. april 2021.

Det har efterfølgende fået TAXA SYD til at skrive et bekymringsbrev til både transportministeren, Benny Engelbrecht, og transportordførerne.

Her lyder bekymringen, at Færdselsstyrelsen allerede er bekendt med problemstillingerne, men ikke har ressourcer til at føre de effektive tilsyn. TAXA SYD opfordrer derfor transportministeren og ordførerne til at finde en løsning på de manglende effektive tilsyn, således alle aktører på taximarkedet konkurrerer på lige vilkår.

Du kan læse TAXA SYDs bekymringsbrev til transportministeren og transportordførerne her.

Relaterede artikler