TAXA på eCarExpo

- Hvordan ser fremtiden ud med flere elbiler i byen?

I fredags den 29. oktober var TAXA med til byens største elbilsmesse; eCarExpo 21 i Øksnehallen. Dagen bestod af en række oplæg om de problemer mange oplever i takt med, at flere og flere skifter til elbil, samt hvordan de problemer kan løses i fremtiden. 

TAXA var ikke kun til stede for at kigge på de nyeste elbiler. TAXA var til stede for at gøre opmærksom på de problemer, vi oplever i taxabranchen, når vi kører taxikørsel i elbiler. TAXA var også til stede for at lære mere om den grønne omstilling med elbiler, planer for ladeinfrastrukturen og for at lære mere om, hvordan man planlægger at løse de problemer, der kan opstå, når man skifter til elbiler.

TAXAs formand på scenen - Vi venter alt for længe på at kunne lade

Taxabranchen er foran i den grønne omstilling til elbiler, og i den forbindelse gik vores egen formand Muhammad Aslam på scenen, hvor han satte fokus på de udfordringer, som vores vognmænd møder i omstillingen til eltaxa. Her fremhævede han manglen på ladestandere, og særligt lynladere i gadebilledet. Samtidig påpeger Muhammad Aslam også, at de lange ventetider på ladning, både går ud over chauffører og vognmænd, men i den grad også går ud over vores kunder.

Det vi ser som den største udfordring i dag ved at skifte til elbilstaxaer - det er ladning. Der er ikke mange lynladere i gadebilledet, og dem der er, er oftest optaget. Det går både ud over vores kunder og vores vognmænd, hvis chaufføren skal sidde og vente i kø på at lade. Vi savner en løsning, hvor eltaxaholdepladser og lynlader kombineres

TAXA var på eCarExpo 4

Det skal være nemt at vælge elbilen: Hvad vil der ske i fremtiden?

TAXA var på eCarExpo 5

Dagen blev åbnet af Transportminister Benny Engelbrecht (S), som lagde vægt på, at ”… problemet er ikke at køre i elbil. Problemet er at køre og lade”.

Derfor ønsker regeringen også at investere en halv milliard i elbilsladere. Han sluttede af med at fortælle, at han den 8. november for første gang selv skal prøve at køre rundt i en ministerbil, som er en ren elbil. Han skal fra København til Jylland, så det bliver spændende at se, om hans oplevelse med ladeinfrastrukturen giver ham en bedre forståelse for de ladeudfordringer, mange af vores chauffører og vognmænd oplever dagligt.

Hvad skal der ske i København?

Efter Benny Engelbrecht, gik Hovedstadens regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) på scenen, hvor han satte fokus på Regionens planer for udviklingen af ladeinfrastrukturen. Ét af tiltagene i planen, er at der i de næste par år vil komme 300 flere ladepladser på Region Hovedstadens hospitaler. Samtidig har de fokus på, at flere etageejendomme får opstillet ladepladser, så selvom man bor i lejlighed, også kan lade elbilen op derhjemme. Begge tiltag er en del af visionen om at gøre Region Hovedstadens transportaktivitet 100 % fossilfri i 2050.

Relaterede artikler