Første evaluering af taxiloven

Onsdag den 9. december blev første evaluering af den nye taxilov gennemført. Der er i alt planlagt tre evalueringer af taxiloven med det formål at følge, hvordan forholdene på markedet udvikler sig i årene efter lovens ikrafttræden.

På baggrund af evalueringen foreslår Transportministeriet kun at lave nødvendige justeringer af taxiloven. Det skyldes to ting. Dels den korte tid som taxiloven har været i kraft, men det skyldes særligt corona-krisen, som har ramt taxibranchen hårdt.

”Når vi er på den anden side af corona, og taxibranchen har fået gang i hjulene igen, vil transportministeriet gennemføre en ny evaluering, som skal danne grundlag for politisk stillingtagen til eventuelle større ændringer i loven,” udtaler transportministeren, Benny Engelbrecht.

Efter den første evaluering lægges der på den korte bane op til ændringer på tre områder:

1) Overenskomstbestemmelsen i loven

En justering af fortolkningsmulighederne af §10 i taxiloven.

Enten ved at ændre taxilovens §10, således den svarer til bestemmelsen i bus- og godskørselsloven, så arbejdsvilkårene på tværs er ensrettet. Eller ved præciserer overenskomstkravene i en vejledning
udarbejdet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

2) Sprogkravet til chaufføruddannelsen

En justering af sprogoptagelseskravet på chaufføruddannelsen til et objektivt krav, fremfor som nu, hvor ansøgers sprogkundskaber baseres på en subjektiv vurdering. Der lægges op til, at det objektive krav kan være krav om, at ansøger skal have bestået en bestemt prøve, såsom folkeskolens afgangsprøve i dansk eller prøve i Dansk 2.

3) Finansiering af den statslige administration af området

Forhøjelse af gebyr og afgift for behandling af ansøgninger om tilladelser til chaufførkort og til
erhvervsmæssig persontransport, idet de nuværende satser ikke dækker omkostninger til
sagsbehandlingen på området.

Relaterede artikler